Tidligere minkejer om tabet af sit arbejde: “Noget er gået i stykker”

Af: Iben Amalie Kjær

Når man ankommer til den tidligere minkfarm i Vejen, hvor René Lauridsen på 33 år bor med sin kone og to børn på 2 og 6 år, lægger man som det første mærke til de tomme bure, som normalt huseres af tusindvis af mink. De tomme bure står der stadig, da René Lauridsens minkbure nu ejes af staten, og han er derfor juridisk forpligtet til at holde dem ved lige. René er, som mange andre tidligere minkavlere, i gang med at lægge sit liv om, da han tidligere byggede hverdagen op omkring sit arbejde. Og for René var minkavl ikke kun et arbejde.

“Det var en hobby. Det var identiteten. Det var den, jeg var. Jeg er også andet end mit arbejde, for man er jo den, man er, men du er jo også dig igennem det, du beskæftiger dig med.”

Det er en gennemsnitlig minkfarm, som René er ejer af, og den består blandt andet af 19 to-rækkede haller, som stadig står på grunden på trods af, at de dybest set ikke bliver brugt til noget. Synet af de tomme bure bringer triste følelser frem hos René, og det er især fordi, at april og maj normalt er den tid, hvor minkhvalpene bliver født, og det er derfor også en af de travleste perioder. Men René har ikke noget imod travlheden eller det tidskrævende aspekt ved minkavl.

“Det der med at vågne op om morgenen, og du har noget, du skal passe hver dag. Der er måske nogen, som undrer sig over, at man gider det hver eneste dag. Det drev mig, og det trak i mig, for jeg skulle ud og se, hvordan det kører i dag.”

René begyndte at interessere sig for mink som 11-12 årig, da han fik et job på en minkfarm, hvor han hjalp til med at pelse dyrene. Senere hen tog han en landbrugsuddannelse med linjen planteavl og kvæg, da der ikke var en linje for minkavl. Herefter kom han i praktik på forskellige minkfarme, indtil han i 2013 beslutede sig for at lægge hånden på kogepladen, som han selv siger, og købe sin egen minkfarm med den forhåbning at have den i 25-30 år. Selvom René ikke længere kan avle mink, ønsker han at fortsætte som selvstændig. Et 7-4 job er ikke en vej, han vil gå, for det ville betyde, at han skulle lave fuldstændig om på sig selv. 

“Jeg kan mærke, at hvis jeg skal være tro mod mig selv, og den jeg er, min identitet, så skal jeg ikke ud og være ansat et eller andet sted.”

En anden værdi, som René gerne vil fortsætte med at have i sit liv og videregive til sine børn, er en af de mentaliteter, som han er opvokset med, nemlig frihed under ansvar. Denne værdi kunne realiseres, da han arbejdede som minkavler og blandt andet af den grund har han søgt en stilling, hvor arbejdsopgaven går ud på at køre ud til forskellige landmænd og tage foderprøver og kornprøver, som de tester for næringsindhold. Her har han mulighed for selv at vælge sine arbejdstider, og det er netop friheden, som virker tiltrækkende. Herudover er det muligheden for at tage børnene med på arbejde, som René gerne vil fastholde i fremtiden.

“Når jeg gik ud om morgenen klokken 6 i den periode, hvor der var hvalpe, så ville min ældste datter tit være med, og så fik hun en hvalp at lege med, inden jeg kørte hende op i børnehaven. Jeg kunne have mine børn med på arbejde, og det synes jeg var fantastisk.”

René har mange ideer til, hvordan han kan fortsætte med at arbejde selvstændigt og samtidigt bruge meget tid med familien, og det udmønter sig blandt andet i hans planer om at opstarte planteavl og købe hans fars jord, som ligger i nærheden. Herudover begyndte han allerede i november at tænke i nye baner og overvejede om kyllingeindustrien skulle være det næste skridt. 

“Jeg var lynhurtig til at tænke over, hvordan jeg får bygget en hverdag op igen og dybest set den identitet, som jeg kom fra.”

René fortæller om de tanker, der løb igennem hans hoved, da meldingerne om, at alle minkavlere skulle aflive deres mink, blev offentliggjort i efteråret 2020:

“På daværende tidspunkt, da vi får meldingen, er man i en choktilstand. Du skal forestille dig, at jeg pelsede selv og har gjort det alle år og får at vide: “Nu skal du slå alle dine dyr ned, og du får 10 dage. I alt det der, der når du ikke at bearbejde noget som helst omkring dig selv.”

I starten af november, da alle minkene var aflivet, oplevede René regelmæssige nedture og beskriver tabet af sit arbejde som, “at noget var gået i stykker.” Fællesskabet, som er iblandt minkavlere, kommer han især til at savne. Inden for minkerhvervet er der generelt set et stærkt kollegialt sammenhold, og René forklarer, at det skyldes, at der ikke er nogen konkurrence inden for minkavl, men at man derimod sparer med hinanden. Tæt på Renés minkfarm ligger der 9 andre minkfarme, og han fortæller, at de tit kunne mødes og snakke i flere timer om mink. Han er bange for, at fællesskabet blandt minkavlerne vil forsvinde med tiden.

“Det, der gør mig ked af det i dag, er, at alt det her vil gå i opløsning med tiden. Den gruppe, jeg var sammen med, der skal vi nok holde sammen, men lige pludselig bevæger vi os ud. Vi har ikke minkene.”

René Lauridsen er, på trods af de urimelige og triste omstændigheder, generelt set forhåbningsfuld i forhold til fremtiden. 

“De har fjernet mit arbejde og noget af min identitet, og det jeg elsker allermest i min tilværelse, men jeg har nogle kræfter i mig selv, som gør, at jeg skal nok skabe noget igen, der kan gøre mig glad i den retning.” 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: