I Askovs dybe stille ro

Sommeren er så småt forbi, og efterårets skarpe skær har lagt sig over byen. AskovBladet har været en tur rundt gennem septemberens Askov for at fastholde denne sidste sommertid før dagene atter bliver så lange og så korte.

Af Simon Bruhn

Støvet rejser sig lige så stille fra agrene og venter på det friske vindpust, der endeligt formår at hvirvle det rundt i spiraler, sende det i galog over mark og eng for til sidst at lade det hænge i luften som småbitte stenkrystaller i den skarpe sensommersols stikkende skær. 

Marken er mejet og høet er høstet; hvor førhen kornet rejste sig gyldent hersker nu en barsk blæst, efterårets forvarsel. Også træernes blade falmer så småt. De har endnu deres dybgrønne farve, men en brunlig-tør rand breder sig udefra og ind.

Alligevel er alt så herligt herude: i naturen, på landet, fjernt fra byens larmende trafik. Askov stråler under den læskende blå himmel, der præges af cumulusskyernes indbyrdes tagfat.

Her ser man nu kun sorten jord og stubbene de golde
Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide
Bøgens blade hvisler i den milde vind
Det lysner over agres felt
Nu lyser bøgens blade atter op mod efterårets høje, vilde himmel
Forstummed hver røst udi skoven, og falmed hver gylden frugt
Det er let at se, hvad vej det går
Jeg lagde min gård i den rygende blæst
Men end er der sang udi skoven, højt bølger det røde flag
Jeg véd, hvor der findes en have så skøn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

<span>%d</span> bloggers like this: