”Man kan ikke kun tage imod, man må også selv give lidt igen”

Af Sofia Nejsum Madsen

Andora Munk har været blomsterdekoratør, siddet på kontor, været dagplejemor og arbejdet som socialpædagog inden for handicapområdet og i psykiatrien. Derudover er hun også hustru, mor og nu mormor. Som hun selv siger: ”Jeg har prøvet lidt af hvert”. Og hele vejen igennem har det handlet om én ting: at glæde andre.

Andora Munk
Født og opvokset i Lovrup, Sønderjylland som nr. 2 i en søskendeflok på 6
Forlod skolen i 7.klasse og kom i huset ved en familie med tre børn
Kom på efterskole i otte måneder
Fik læreplads hos en blomsterdekoratør i Tønder
Har arbejdet i blomsterforretninger i Esbjerg, Padborg og Kiel
Arbejdede som dagplejemor i Padborg og Grenå, da hun selv fik to børn
Sad på kontoret, da hendes mand blev selvstændig med et importfirma
Gik på pædagogisk seminarium i Aarhus 1997-2000, og arbejdede efterfølgende som socialpædagog inden for handicapområdet og i psykiatrien
Gik på efterløn og flyttede til Askov i 2013

For Andora Munk har det altid handlet om at glæde andre mennesker. Det er hendes villighed til at bruge en onsdag formiddag på at snakke med mig et levende bevis på. Vi har sat os udenfor i solen, hvor fuglene kvidrer på livet løs i baggrunden. Men det er stadig lidt køligt, så overtøjet bliver på.

Selvom det er i Askov, vi sidder nu, så er det først i 2013, at hun flyttede hertil. Og siden hun forlod det trygge barndomshjem i Lovrup i Sønderjylland som 14-årig, har hun boet i både Tønder, Esbjerg, Padborg, Kiel og Grenå, inden hun så kom her til Askov for at være tættere på familien og i særdeleshed børnebørnene.

Nogle gange arbejdede jeg til klokken et-to om natten”

Som barn gik Andora altid og plukkede blomster. Hendes far kendte én, der var blomsterdekoratør og mente, at det var noget for hende. Så han skaffede hende en læreplads i Tønder, hvor hun var i fire år.

-Dagen gik jo med, at vi skulle vande blomster, og jeg skulle lære alle de her blomsternavne at kende. Og så skulle jeg jo lære at binde buketter også og lave sammenplantninger og dekorationer og lidt. Men ellers gik dagen med at ekspedere kunder og lave buketter.

-Specielt om sommeren havde vi mange tyskere, der kom og blev viet, og så lavede jeg mange små brudebuketter. Så skulle de ind på rådhuset og blive viet. Det var sådan lidt sjovt. Og så kunne jeg godt lide specielt julen, hvor vi skulle lave juledekorationer og mors dag. Her havde vi rigtig meget at lave. Så startede vi tidligt om morgenen og kom sent hjem. Nogle gange arbejdede jeg til klokken et-to om natten. Især op til jul, når der var rigtig travlt. Så var vi der lang tid, og så stillede vi igen næste morgen klokken syv-otte stykker. Det var jo også hyggeligt på én eller anden måde. Der var så meget, der skulle ordnes, og vi gjorde så mange mennesker glade.

Når man så gik derfra, var de glade og godt tilpas

Men selvom Andora var glad for tiden som blomsterdekoratør, så betød arbejdet som socialpædagog mere.

-Det jeg har været mest glad for, det har været min pædagoguddannelse. Dengang jeg startede, troede jeg, at jeg skulle være i en børnehave, men lige inden prøvede jeg så at få noget vikarjob på en døgninstitution med udviklingshæmmede. Og jeg blev simpelthen så glad for det, at jeg vidste, at det var det, jeg skulle. Jeg skulle ikke have med børn at gøre længere.

Tidligere havde hun været dagplejemor, men det var ikke det, der skulle ske, efter hun blev færdig med pædagogisk seminarium i Aarhus i 2000.

-Der sker nok også noget med én nogle gange, når man bliver ældre og har været væk fra de her små børn og så skal tilbage til det igen. Jeg synes egentlig ikke, at det var så spændende, som jeg huskede, at det var. Men det var et dejligt job. Det var jeg glad for.

-Da jeg arbejdede med handicappede og i psykiatrien, var det spændende for mig at være med til at gøre en forskel. Vores beboere boede i egen lejlighed, og så kom vi på besøg ved dem et par gange om ugen. Og det betød noget at være med til at gøre en forskel, når man kom ud og kunne se, at de havde det godt. De kunne godt være langt nede, når man kom, og når man så gik derfra, var de glade og godt tilpas. Eller de havde det i hvert fald bedre, mange af dem, når vi så gik.

-Mange af dem var meget alene, og vi prøvede så at tage dem med på udflugter og sådan noget, så de kunne lære hinanden at kende også. Og det var der også nogle af dem, der havde rigtig meget gavn af da. De fik ikke store vennekredse, men bare det, at de havde en enkelt, de kendte, var jo fint i forhold til, at de ikke havde nogen. Det var en eftermiddag en gang imellem, at vi så mødtes og drak kaffe sammen. Det har givet mening for mig, og det har det også gjort for dem. Det synes jeg har været dejligt – at kunne gøre den forskel.

Det har også haft en indvirkning på Andoras verdensbillede at arbejde med udviklingshæmmede.

-Psykiatrien og de udviklingshæmmede lå meget fjernt for mig. Det har jeg aldrig været tæt på, og det har givet mig en virkelig god forståelse for, hvor svært folk kan have det. Jeg ser helt anderledes på det nu. Fordi man sidder og ser på en udviklingshæmmet, der taber maden og savler, og et voksent menneske, der har hagesmæk på. Det kunne jeg ikke have med at gøre før. Men i dag generer det mig ikke mere. Det betyder ikke noget for mig. Det har ændret sig.

-Og lige sådan har jeg jo også været med til at give voksne mennesker et bad og sådan. Jeg kan huske første gang – der havde jeg godt nok svært ved det. Men det vænner man sig til. Og de har altid haft behov for hjælp, så for dem er det mig, der har problemet. Ikke dem.

-Jeg synes godt nok, at jeg favner rigere nu, i forhold til før jeg tog min pædagoguddannelse.

“Man skal også selv yde lidt”

Andora har også lavet lidt forskelligt frivilligt arbejde gennem tiden. For eksempel har hun været aktiv som spejderleder ved det danske spejderkorps.

-Vores børn har været spejdere, og de manglede nogle til at hjælpe, og så kom jeg ind og blev leder i en periode. I en otte-ti år. Det var mens børnene gik der, og jeg fortsatte så også et stykke tid efter. Og så var jeg i divisionen også og sådan. Det var en god tid. Det kunne jeg godt lide.

For Andora var det en selvfølge, at hun gik ind og hjalp der.

-Det var jo nogle, der havde taget sig af mine børn frivilligt. Og man kan jo ikke bare tage imod, man skal jo også selv give lidt ind. Så derfor tænkte jeg, at nu var der nogen, der havde haft mine i nogle år, så nu måtte jeg også gå ind og gøre noget. Det er jo det samme, når du er fodboldtræner. Man kan heller ikke bare blive ved med at sende sine børn hen og lade andre gøre det. Man skal også selv yde lidt. Sådan har jeg det.

Og hun laver stadig frivilligt arbejde.

-Nu har jeg så ikke været der i over et år på grund af corona, men jeg er frivillig henne på vores plejehjem. Der er vi nogle, der laver sådan nogle julestuer og laver arrangementer for beboerne derhenne og sådan noget. Jeg håber sådan, at vi kan komme i gang igen her til august.

-Jeg startede vel på plejehjemmet i 2013. Det var et halvt år efter, vi flyttede hertil. Jeg startede, fordi jeg blev spurgt. De havde vist set, at jeg var blomsterdekoratør og spurgte, om jeg ville hjælpe med at lave juledekorationer. Og det var jo også en god måde at lære nogle at kende på, når man flytter til en ny by. Jeg har da fået et godt netværk på den måde.

Hvor Andora bor nu, er hun også en del af festudvalget, hvor de arrangerer udflugter og fællesspisning og at spille petanque. Her betyder det også noget at få budt de nye beboere velkommen.

Så man kan bestemt sige, at hun har haft travlt med at ville andre det godt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: