Indlevelsen i hinanden er grundstenen i ægteskabet

Af Nanna Jørgensen

Frode og Karen har sat sig til rette og er i færd med at hælde dagens første kop kaffe op. På det runde egetræsbord er der dækket op til tre personer med stentøjsstel. Der er en rolig atmosfære i stuen i den lille andelsbolig, og langsomt kommer en lang samtale i stand. Det er her jeg får en historie serveret. Hele livshistorien bliver langsomt udfoldet som et kortspil, der lægges til kabale. Som historierne sættes i kontekst, løses kabalen i løbet af den tirsdag formiddag. Livets kabale måske. Det er en beretning om to menneskers fælles liv, hvordan de har skabt det og hvordan de stadig fastholder en kærlighed og ømhed overfor hinanden gennem 40 års ægteskab.

Ægteskabet vendes, Frode og Karen sætter det i relation til det ægteskab de selv har kendt fra deres forældres ægteskab, og Frode sætter det i relation til kærligheden i dag. Han kommer med et eksempel og spørger om jeg kender TV2 programmet ”Landmand søger kærlighed”. De tror de kan finde kærligheden mellem to mennesker på en computer, mener han. Mistroen til nutidens kærlighedsalgoritme spores i Frodes stemme, han fortsætter og siger ”Der mangler en eller anden gnist, og den kan de ikke spore”. Måske er der noget om snakken.

Så da jeg spørger om Karen tror på at der findes den eneste ene, summer hun først lidt over spørgsmålet og siger så ”Det har lidt at gøre med hvor man er i livet. Jeg er taknemmelig for at det ikke var Frode jeg mødte først. At jeg mødte en anden mand først”

Der er stille i stuen. Det er som om ordene hænger i luften lidt endnu og emmer af en livsvisdom, en man kun kan håbe på at opnå. Frode lægger sin hånd på bordet, og Karen stryger let fingrene hen over hans håndryg.

Om de fælles interesser

I 28 år har Frode siddet i bestyrelsen for kunstmuseet i Vejen. Kunsten fylder i Karen og Frodes hjem. Fra boligens top til bund er væggene prydet med malerier af vidt forskellige stilarter. Hele boligen emmer af parrets fælles interesse for kunsten, en kærlighed til kunsten. Øverst på reolerne af mørkt træ, alle fyldt med CD’er og alverdens litteratur, står keramik på række efter hinanden. Kander og krukker med prikker, bølger og striber, en interesse de har fået fra Karens mor, der var keramiker på Bornholm. Blikket vandrer over de mange klenodier som alle rummer sin helt egen historie, alt imens Frode fortæller om det frivillige arbejde på kunstmuseet. Karen falder ind i snakken og fortæller, at hun senere hen kommer med i bestyrelsen på museet, og sammen får de dannet en billedskole med kurser for børn. Der kommer lys og en glæde i Karens øjne, da hun fortæller om de sommerskoler, de holdt med overnatning for børnene. Hvordan Frode bagte boller til alle om natten og hvordan de havde rabarber med fra kolonihaven, som de kogte safter af. Karen fortsætter og siger med eftertryk om det frivillige arbejde; ”Det har givet os et meget rigt liv begge to”. Frode nikker samtykkende og tilføjer med naturlighed og ydmyghed, at det har været spændende. Karen runder af griner og siger, at det næsten har været for rigt et liv.

Vigtigheden i at være noget for andre og gøre lidt til noget særligt mærkes tydeligt hos Frode og Karen. De har gjort det sammen. De har taget del i hinandens interesser og dannet et fælles liv rundt om det. Der er en frigjorthed i deres forhold, som man mærker og som måske rummer svaret til, hvordan man holder sammen igennem så mange år. Samtalen bevæger sig ind på deres opvækst og der tegner sig et billede af dannelsen, de har med derfra. Familiebåndet betyder meget, og har gjort at de har mødt hinanden i forholdet med plads og en dyb respekt for hinandens tidligere liv.

Om at holde på egne værdier

Og en gang i mellem kræver livet også, at man tager bestik af eget velbefindende. For midt i sit første ægteskab er det gået op for Karen at alle de værdier, hun havde med sig fra den frigjorte villa gemt væk i skoven omkring Flensborg fjord, ikke længere er med hende i hendes nye liv i købmandsbutikken i København. Nogle værdier ofres på alteret, som hun selv udtrykker det. Med baggrund i eget og hendes sønners velbefindende ender Karen til sidst med at gå, fordi hun er blevet mor til tre børn og ikke længere kun to.

Frode selv har ingen børn, men de kalder alligevel Karens to sønner for ’drengene’ og ’vores børn’. Frode bliver stålfast og taler tydeligt, da han siger, at hvis ikke drengene kunne forlige sig med ham, så måtte ham og Karen ofre kærligheden. Måske netop derfor er Karen og Frode gode for hinanden, fordi de har en stor bevidsthed om deres omgivelser.

Om at rumme hinanden
De er modnet som mennesker og har mødt hinanden, da de begge var sikre på sig selv, eget ophav og overbevisninger. Men begge bliver de enige om, at der ikke er noget de ville have gjort anderledes i livet. Frode trækker alligevel lidt på det og siger så, at de gerne ville have rejst noget mere, men konkluderer, at det vil man jo altid.

Og egentlig er det jo en fin konklusion på et langt liv. Rejser giver minder og oplevelser, og det er blot et ønske fra Frode og Karen, et ønske om flere minder og oplevelser sammen. Ingen af livets oplevelser eller minder ville de have været foruden, de ønsker sig kun flere.
Alle oplevelser har bragt dem noget, som har gjort dem til dem, de er, og måske også gjort, at netop Frode og Karen passer så godt sammen, som de gør. Det må være det sande livsråd; at kærlighed kommer når tiden og selvet er moden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: