Højskolefællesskabet kræver fysisk samvær

Da eleverne på Askov Højskole fik beskeden om, at de ville blive sendt hjem d. 11. marts på grund af corona, var det de færreste, der havde forudset de konsekvenser, hjemsendelsen rent faktisk ville have. Uvisheden og forvirringen var stor, og de færreste havde nok forestillet sig, at det først var muligt at vende tilbage igen d. 27. maj. Virkeligheden blev over 2 måneder bag en skærm for højskoleeleverne, som nu skulle tilpasse sig en helt ny hverdag med virtuel undervisning. Med derfra har man både gode og dårlige erfaringer, men én ting er helt sikkert; højskole er ikke det samme uden fysisk samvær, fællesskab og nærvær.

Af: Mie Juhl Lorensen

Askov Højskoles ’corona-elever’ var fulde af begejstring, da det igen blev muligt at vende tilbage på højskolen. Her ses en gruppe af eleverne på en tur til Ribe. Privatfoto.

At være tilstede sammen
En vigtig del af det at gå på højskole er netop det at være tilstede sammen fysisk på selve skolen. Selvom det kan lyde meget banalt, er de fysiske rammer med til at skabe en helt særlig fællesskabsfølelse og samhørighed, som ikke kan skabes på samme måde gennem en skærm til online-undervisning. Det er først, når man er nærværende på samme tid og sted, at der er tale om et rigtigt højskolefællesskab. Du kan simpelthen ikke have gået på en højskole uden rent faktisk at have sat dine ben på en højskole. Det mærker man særligt efter ens ophold er slut, hvor man kan se tilbage på alle oplevelserne og minderne. Filmlærer Ditte Svane på Askov Højskole beskriver stedets afgørende betydning i et interview, hvor hun udtaler:

    ”Stedet betyder sindssygt meget, når man vender tilbage senere. Det kan jeg sige for mig selv, fordi jeg også har gået på højskole, og ligeså snart jeg bare kommer i nærheden af stedet, så begynder mit hjerte at banke. Jeg kan fysisk mærke, at der sker noget med mig”

En ny form for højskole
Coronaen tvang både lærere og elever til at kaste sig ud i en ny og uafprøvet virtuel højskole. Her holdt man både morgensamling, linjefagsundervisning og diverse aktiviteter, hvor alle eleverne samledes fra vidt forskellige steder i landet. De fleste elever havde kun haft halvanden uge sammen i marts måned, og de skulle derfor nu bygge relationerne og kendskabet til hinanden op via onlinefællesskabet. Det blev for nogle elever en større udfordring end for andre.

Højskoleeleven Jonas Overgaard fra Askov Højskole var en af dem, som oplevede, at han hurtigt mistede motivationen til at tage del i den virtuelle højskole derhjemme. Han manglede nærværet, fællesskabet og dét at være fysisk tilstede sammen med de andre på skolen:

   ”Jo flere dage der gik, jo mere irriterende blev det, for man savnede jo hinanden og savnede at være sammen og hygge os”

Jonas Overgaard er elev på journalistlinjen på Askov Højskole. Udover journalistik kan eleverne blandt andet vælge mellem linjefagene litteratur, game design og dansk. Eleverne på game design-linjen havde ikke de samme udfordringer med at tilvænne sig den nye form for undervisning og selve dét at være en del af et onlinefællesskab. Det skyldes blandt andet, at det ligger meget tæt op af at spille og være sociale med andre via diverse online spil. Det erfarer lærer på game design-linjen, Morten Lyk:

   ”Der er ikke langt fra at mødes online til en aktivitet til at spille online. Det har været en anderledes oplevelse i forhold til den oplevelse, man havde regnet med, men det har ikke været en ligeså stor omvæltning for dem, som det har været for mange af de andre elever”

Unge i dag er vant til at bruge de sociale medier til at kommunikere med hinanden og holde kontakten til både venner og bekendte, men det er på mange måder anderledes at skulle skabe nye relationer til mennesker, når det foregår virtuelt. Askov Højskole sørgede for fællesaktiviteter online, som var med til at ryste eleverne sammen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: