Meningsmålinger viser, at Socialdemokratiet står til det bedste valgresultat i 22 år, og statsminister, Mette Frederiksen, er i øjeblikket det mest omtalte menneske i Danmark. Den lille by Askov, i Sydjylland, er en gammel Venstrekommune, som ikke har til vane at stemme på Socialdemokratiet. Derfor er det spændende at kigge på, om en coronakrise har kunnet ændre på det.

Af Rebecca Rønnest Storgaard Madsen
Resultaterne er baseret på et spørgeskema, som blev sendt ud til indbyggerne i Askov samt ud fra virkelige interviews. I Askov-Malt stemte 470 ud af 2117 mennesker på Socialdemokratiet til folketingsvalget i 2019(omkring 22,2 procent), hvilket ikke lyder af meget. Alligevel svarede over halvdelen af de adspurgte i spørgeskemaet, at de overvejede at stemme på dem til næste valg.
Det gør Sabrina Geosen på 35 år, som er Finansiel Rådgiver i Danske Bank eksempelvis:
”Ja jeg er Venstretilhænger normalt, men jeg synes at Mette Frederiksen har gjort det rigtig godt herunder cornakrisen. Jeg kunne måske godt forestille mig at stemme på hende en anden gang. Jeg tror, det har været meget godt, at det har været en kvinde, der har været forrest i krisen.” (Sabrina ønskede ikke at få taget et billede)
Hun tror, Venstre ville have klaret opgaven lige så godt, men synes Socialdemokratiet har klaret det helt fantastisk og er også glad for at en kvinde har haft styringen, da kvinder har tendens til at udvise mere empati.
Dog var der også dem, som på trods af at de mente håndteringen af coronakrisen var god, vægtede partiets grundværdier højere og derfor ikke ville stemme på Socialdemokratiet.
Tidligere sygeplejerske, Anne Nygaard Hansen, på 62 år var en af dem. Hun sagde:
”Ja jeg stemmer altid Venstre, og nej jeg kunne ikke forestille mig at stemme på Socialdemokratiet, også selvom de har tacklet coronakrisen godt. Det er slet ikke min grundholdning.” (Anne ønskede ikke at få taget et billede)
Det er værd at nævne, at Askov-Malt er omringet af landbrug med en Venstre-borgmester, som ikke er et nyt fænomen, da der ikke har siddet andet siden 1986. 748 ud af 2117 af Askov-Malts indbyggere stemte Venstre til folketingsvalget i 2019, det vil sige omkring 35,3 procent, derfor kommer det ikke som noget chok, at over halvdelen ikke er villige til at stemme A. Men overraskende nok har hele 47,50 procent stemt ”rigtig godt” til Socialdemokratiets håndtering af coronakrisen, hvilket tyder på, at Mette Frederiksen og hendes arbejderparti har klaret opgaven okay. Samtidigt har 75 procent af de adspurgte i spørgeskemaet svaret, at de vægtede sundhed over økonomi.

Nogle mener også, at det kunne have været tacklet på en bedre måde, og det måske skulle være udført af andre end Mette Frederiksen, da de mener der findes mere egnede ledere. Det gør Sarah og Sarah som går på Vejen Gymnasie. De siger:
”Hmm både og. Altså selvfølgelig er det nogle hårde udfordringer, hun har skullet tackle, så der har hun klaret det godt, men hun har taget meget sine egne beslutninger i stedet for at lytte til sundhedssektoren. Vi tror, at Lars Løkke havde gjort det anderledes og tænkt mere økonomisk, og fået gang i økonomien. Det synes vi ville være bedre. Måske skulle man bare have ladet de lidt ældre og syge blive hjemme, mens vi raske kunne tage i skole og på arbejde. Men alt i alt synes vi, det er gået okay.”
Pigerne er de eneste af de interviewede som har mærket til coronakrisen på deres arbejdsplads. De arbejder som køkkenpiger på Askov Højskole og har, grundet corona, ikke haft mulighed for det. Undersøgelserne baserer sig mest på mennesker i alderen 35-44 år og 65+ år, så dette er kun et udsnit af virkeligheden, og derfor er det muligt selv at undersøge videre. Man vil muligvis støde på mange unge mennesker, som mener genåbningen er gået for langsomt.
Hvis der var valg lige nu, ville omkring 35 procent af de stemmeberettigede i Danmark stemme Socialdemokratiet. Sammenlignet med hvor mange der stemte Socialdemokratiet til folketingsvalget i 2019, er det en stigning med 9,1 procent. Socialdemokratiet er på vej op, Askovitterne har fået mere tillid til det, og nogle overvejer endda at stemme på det grundet håndteringen af corona.
Skriv et svar