Bevæbnet med skovle, gravemaskiner og godt humør vil arkæologerne fra Museet på Sønderskov være at finde i Askov frem til februar 2020, hvor de er på jagt efter fortidens fortællinger.
Af Leo Mortensen og Villiam Skovmand
En blæsende og kølig tirsdag eftermiddag i december mødte AskovBladet arkæolog Christian Thomsen ved udgravningen mellem Øster- og Vester Skibelundvej.

På trods af at der ikke var lavet nogen aftale om interview, var Christian Thomsen mere end glad for at tage en pause fra feltarbejdet og tale om de spændende opgaver ved udgravningen.
“Vi har allerede fundet over 40 konstruktioner, hvor der engang har været huse. Man kan se dem ved stolpehullerne der er gravet op.”
Flere af konstruktionerne går helt tilbage til jernalderen, hvoraf den største konstruktion var et langhus der ville have målt 44 meter i længden og 6 meter i bredden.

Christian Thomsen er del af et hold på 6 mand, der dagligt arbejder ved udgravningen. Der er også et hold arkæologer tilbage på museet, som studerer fundene.
“En stor del af arbejdet på museet er også at få sikret det, vi finder her ved udgravningen, så det ikke går tabt. Et pergament f.eks. er jo meget skrøbeligt, og hvis det gik tabt, ville de mange timers gravearbejde være helt til spild.”

Udgravningen strækker sig over seks hektar land, og for at sikre en succesfuld udgravning skal logistikken være i orden.
“Vi havde lidt udfordringer med hensyn til al den jord, der blev gravet op. Den skal jo samles et sted, så det ikke er til gene for hverken beboere eller udgravningen. Derudover har regnen drillet lidt, men lige nu er vi godt med”, fortæller Christian Thomsen og peger på de store bunker jord, som indrammer udgravningen.

Udgravningen fortsætter indtil d. 1. februar 2020, og arkæologerne vil hjertens gerne snakke med nysgerrige borgere, som kigger forbi.
Er I tilfredse med hvad I har fundet indtil nu?
“Jaaa… men man kan jo altid finde mere”, afslutter en smilende Christian Thomsen.
Skriv et svar