Fra smedejern til altervin

Spæde kår i en fattig familie. Fast arbejde som 11-årig. Smed, højskoleelev, teolog og reality-deltager. Livet har budt på lidt af hvert for Askovs nye præst. AskovBladet mødte ham til en snak om livet og troen for at blive klogere på, hvad der gør Peter Ole Finnemann Viuff til den, han er i dag.

Af Leo Mortensen

Peter Ole Finnemann Viuff

”Jeg vil gerne leve mit liv som et eventyr. Det har op- og nedture, og hver gang man lukker et kapitel, skal man starte et nyt som er ligeså spændende. Man skal aldrig være bange for at springe ud i nye eventyr, så længe man tør give sig selv 100 procent”.

Sådan beskriver Peter Viuff den livsrejse han har været på, som nu har ført ham til Askov. Det har været en rejse præget af hårdt arbejde, kreativitet og et ønske, om at inspirere og være fri, og det har aldrig ligget fast i kortene, at han skulle ende hvor han er i dag.

En hård start

D. 14. april 1964 kom Peter Viuff til verden og indgik i en søskendeflok på fire. Hans barndom blev præget af forældrenes skilsmisse i 1969, som satte familien i en hård økonomisk situation, og han var derfor nødt til i en tidlig alder at tjene penge og arbejde for at familiens dagligdag kunne løbe rundt.

Skoletiden var heller ikke nogen dans på roser. Det faglige havde ingen interesse for ham, og han lærte derfor hverken at skrive eller at læse. Til gengæld var han klassens stærkeste dreng, og brugte den position til at hjælpe de ’svagere’ i klassen – det følte han nemlig pligt til.

”Jeg kunne banke alle de bøller som drillede de mindre heldige i klassen. Jeg kunne se mig selv i de svage, og syntes der selv at jeg var retfærdig, når jeg satte bøllerne på plads. Det syntes de andre i klassen heldigvis også”.

Allerede i de tidligere klasser var det tydeligt, at Peter Viuff ville noget med mennesker. Han var fascineret af menneskers forskellige baggrunde, hvad han kunne lære dem, samt hvad de kunne lære ham.

Jagten på succes

Grundet den manglende interesse for det faglige flyttede Peter Viuff sit fokus fra skolen, og fik som 11-årig fast arbejde på en gård. Her lavede han hårdt fysisk arbejde næsten hver eneste dag over de næste 6 år.

”Det var ren overlevelseskamp på det tidspunkt. Jeg tjente penge til mig selv og min familie, men havde ikke tid eller overskud til at have en fritid eller dyrke idoler. Når man ikke havde tid til sig selv, havde man heller ikke tid til at se op til andre.”

Årene på gården lærte Peter Viuff om vigtigheden af hårdt arbejde, og gav ham en følelse af succes som han ikke kunne opnå i skolen. Denne følelse gav ham blod på tanden til at kaste sig ud i nye, vildere eventyr.

Kaospiloten slår til

Da Peter Viuff fyldte 18, gik han i lære som smed, og kastede sig ud i sit første vilde projekt. Han købte nemlig et hus for de penge han havde sparet op, som han alene ville sætte i stand fra kælder til kvist.

Huset blev færdigt efter to år, og fyldte ham med den samme følelse af succes som han havde oplevet på gården. Men med huset færdigt var det tid til at komme videre til næste kapitel i eventyret.

På et besøg hos hans bror i Aarhus fandt Peter Viuff et højskoleblad. Han åbnede det, bladrede det igennem og satte sin finger på en tilfældig side. Fingeren landede på Baaring Højskole – så var kursen sat.

Højskolens indflydelse

Tiden på Baaring Højskole satte et stort aftryk på den unge kaospilot. Han fik her mulighed for at møde en masse nye mennesker med forskellige baggrunde, og samtidig lære mere om sig selv.

”Det var lidt af et kulturchok at komme på højskole, som den ordblinde sprogspasser jeg var. Jeg havde dog en masse kompetencer fra livet på landet som jeg kunne udveksle med de andre elever, der alle primært kom fra byen. Jeg lærte at blive menneske på højskolen. Jeg lærte at nyde naturen i stedet for at se den som en trussel der skulle holdes nede, og vigtigst af alt fik jeg den frihed, jeg altid havde savnet.”

Friheden var med til at sætte tankerne om fremtiden i gang. Han ville gerne have en rigtig uddannelse som havde rod i noget essentielt i samfundet.

”En kone ville også være meget rart.”

Tilbage på skolebænken

Han besluttede sig så for at læse teologi grundet fagets store betydning for mennesker og samfundet, og flyttede til Ølsted for at påbegynde studiet. Her mødte han sin kone, Helle, som han stadig er sammen med i dag.

Studietiden bød på mange fester og specielle studiejobs, men en dag fik Peter Viuff nok – han ville have struktur i hverdagen igen, og fast grund under fødderne. Ikke længe efter blev han far til to piger, familielivet med Helle var nu på plads, og præstekjolen var i sigte.

Hjem til gården

Eventyrene og de vilde projekter stoppede dog ikke da Peter Viuff stiftede familie. Efter at have set de første sæsoner af ’Hjem til gården’ på TV2, var han ikke i tvivl – han skulle være med.

Beslutningen om at være med blev mødt af støtte fra familien, men med spørgsmålstegn fra hans kirkelige kollegaer.

”Især de mere traditionelle typer i præstemiljøet var lidt nervøse for hvilket billede, jeg ville komme til at male af præster ved at være med i programmet. Det viste sig dog af være en fantastisk ’reklame’ for vores erhverv, og alle mine kollegaer, både i Trige og på landsdækkende plan var glade for at jeg var med.”

Missionen i Askov

I dag er Peter Viuff på plads i Askov Kirke, og sammen med familien indtager han præsteboligen i løbet af efteråret. Han har stadig projekter og idéer i støbeskeen til hvordan han sammen med askovitterne kan forbedre byen og skabe mere sammenhold.

En del af hans mission vil være at åbne kirken mere op, og sprede kristendommen helt ud i krogene hos dem der aldrig kommer i kirken. Han vil også inspirere sine kollegaer til at tænke nyt, og inddrage nye metoder til at sprede det kristne budskab. Kristendommen er nemlig noget som skal vandre, ligesom den altid har gjort.

”Vi skal viderebringe den kristne tro, og inkludere så mange som muligt. Fællesskabet og den kristne frihed skal nå bredt ud, så alle føler sig hørte og velkomne. Vi er sammen om det her – det er ikke præsterne der gør noget for borgerne – vi gør alle noget sammen.”

Præsten glæder sig til at sprede kirkens budskab i Askov

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: