Søndag aften blev brandvæsenet tilkaldt til Askov, da beboerne i området bemærkede kraftig røg fra et hus.
Af Leo Mortensen

En ellers stille og smuk september-aften i Askov tog en dramatisk drejning kl. 18.00, da der opstod brand i huset på Maltvej 14.
Få minutter efter at røgen begyndte at sprede sig fra huset, havde de første beboere i området allerede tilkaldt politiet og brandvæsenet, som kort tid efter ankom til adressen med fuld udrykning.
Huset var tomt da branden opstod, så brandfolkene måtte trænge ind gennem vinduerne for at komme branden til livs. Det varede ikke længe før situationen var under kontrol, og brandfolkene var hurtigt ude fra huset igen.
Kl. 18.45 ankom husets beboere, som tydeligt var medtaget af situationen. De hilste på politiet og brandfolkene, og gik derefter ind i huset for at se på skaderne. Udover de knuste vinduer var husets indre stærkt medtaget af røgen fra branden.
Da faren var forbi, blev spærringen ophævet, og kl. 19.15 forlod brandfolkene og politiet adressen. Det lille publikum som havde samlet sig ved siden af huset gik hver til sit, og trafikken begyndte igen af løbe igennem Askov.
Brandårsagen formodes at være et glemt stearinlys, men det var ikke muligt at få en bekræftelse af brandvæsenet.
Skriv et svar